To aktier i grøn energi gør dit energiforbrug CO2- neutralt
EUDP1 – sekretariatet hos Energistyrelsen har i juli 2010 givet tilsagn om at yde et tilskud på 9,94 mio. kr. til at etablere den næste større og forbedrede generation af BioSynergis kraftvarmesystem.
Det ny anlæg baseres på de samme anlægsprincipper, som har vist sig at være velfungerende på Castoranlægget.
Den ny generation bliver ca. 4 gange større end Castoranlægget i Græsted og får dermed en ydelse på ca. 300 kWel og 750 kw varme. Ligesom i Græsted skal anlægget fyres med våd brændselsflis fra skovbruget.
Det skal placeres på Ullerød varmecentral hos Hillerød Forsyning/Hillerød Varme A/S og forsyne fjernvarmenettet med varme mens elektriciteten sælges til elnettet på samme måde som vindmøllestrøm. Forgasningsanlægget ved Ullerød er det første anlæg i kommerciel skala af denne type i Danmark. Anlæggets bioforgasningsteknologi giver mulighed for at få biomasse ind i den lokale kollektive energiforsyning, hvor det bl.a. erstatter varme fra naturgas.
Årsproduktionen på det ny kraftvarmeanlæg i Ullerød estimeres til at blive mere end 2.000 MWh el samt 5.000 MWh varme.
Forberedelserne til anlægsetableringen er allerede i fuld gang i Energinet.dk’s ForskEl projekt 1-0025, der ledes af BioSynergi Proces. Der arbejdes således i øjeblikket som planlagt med projektering af anlægget og indhentning af de sædvanlige myndighedstilladelser til opførelse af energianlægget.
Restfinansiering fra salg af aktier i kraftvarmesystemet
Det ny EUDP-projekt indeholder også den spændende facet, at resten af anlægssummen fremskaffes ved at indbyde investorer til at købe aktier i det biomassefyrede kraftvarmeanlæg. Investorerne får dermed direkte ejerskab i anlægget og dets kommende mangeårige grønne produktion af elektricitet og varme.
Der er nu åbnet for aktietegning i selskabet Hillerød Bioforgasning P/S. I alt udbydes 1.050 aktier til en pris på kr. 7.460,- pr. stk.
Hver aktie repræsenterer således en årsproduktion af ca. 2 MWh CO2- neutral elektricitet. 2 MWh el svarer til ca. halvdelen af en almindelig husholdnings årsforbrug.
Hertil kommer en årsproduktion af ca. 5 MWh CO2- neutral varme pr. aktie.
Til sammenligning skal der årligt produceres ca. 20 MWh fjernvarme for at forsyne et 130 m2 parcelhus.
BioSynergi Proces ApS har indgået aftale med Hillerød Bioforgasning P/S om etableringen af anlægget og opfølgning på anlæggets drift. Etableringen af anlægget går i gang, når de udbudte aktier er solgt.
På www.bioforgasning.dk fortælles meget mere om denne mulighed for at få direkte indflydelse på etableringen af en energieffektiv og driftsøkonomisk fornuftig løsning til fremtidens grønne energisystem. Her findes også prospektet på investeringsmuligheden.
Bemærk:
Aktieudbuddet i selskabet Hillerød Bioforgasning P/S blev fuldtegnet i december 2010. Arbejdet med at etablere bioforgasningsanlægget i Hillerød er nu gået i gang.
1) EUDP - Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, fremmer ny energiteknologi, der mindsker CO2-udledningen, øger forsyningssikkerheden og realiserer Danmarks erhvervspotentialer på energiområdet. Energistyrelsen varetager sekretariatet for programmet.